Norlys Energy Trading har haft et så godt resultat i 2022, at der er udbetalt 2 millioner i gennemsnitsløn til virksomhedens 168 medarbejdere. Altså alt fra sekretærer, over ledere til nystartede medarbejdere.

Firmaet selv mener ikke det er skandaløst ifølge Energy Supply. Gennemsnitsløn Danmark 2022 var ifølge dst knap 550.000,- inkl. pension. Altså står de til en gennemsnitsløn omkring 4 gange så højt som den generelle gennemsnitsløn i Danmark.

Fokus væk fra kunder mod spekulation

Da jeg var ansat som elhandler, meddelte jeg fra dag 1, at jeg ikke ville over i et rent spekulativt selskab under et AMBA.

Mit fokus har altid været på kunder – og altså de andelsejede selskabers egne ejere. Det kan godt ske gennem optimering, men rendyrket spekulation før kundefokus klinger ikke særlig godt sammen med andelstankegangen.

Om det er skandaløst, må ejerne bedømme, men havde jeg mistet hus eller virksomhed for nu at se 2 mio. i gennemsnitsløn, ville jeg sætte spørgsmålstegn ved, hvor fokus er.

Man kan hurtigt påberåbe at indtjeningen kommer alle mulige andre steder fra, end sit forsyningsområde – men så længe kunder/ejere tabte mere i 22 end der er tjent, virker det omsonst at så mange penge tilflyder de enkelte medarbejdere.

Ingen hjælp at hente i starten af 2022

Da krigen i Ukraine brød ud, steg gas- og elpriserne eksplosivt. Men det var faktisk først omkring sommertid i 2022, priserne virkelig tog de helt store spring op. Så kunderne havde haft mulighed for at udøve risikostyring, såfremt det var muligt. Men flere selskaber – inkl. Norlys Energi (som jo hører under deres AMBA), lod kunderne i stikken og ønskede ikke at prissikre kundernes energi på fastprisaftaler.

Nu ser det imidlertid ud til, at flere energiselskaber havde aldeles kronede dage i et 2022, mens overskrifterne var krig og energipriskrise for den almindelige dansker. Alt imens disse energikøbmænd med smarte excel-regneark og kvantitative regnemodeller har suget mest muligt ud af energisystemerne rundt omkring i verden.

Nu betaler kunderne altså millionbonusser oveni at have fået kæmperegninger i 2022. Og det fordi disse AMBA’er har oprettet smarte aktieselskaber under sig, som kan drives såkaldt “kommercielt” og altså er sat i verden for at tjene penge.

Gennemsnitslønnen i Norlys Energy Trading lander omkring 2 millioner for 2022
Det regner med penge i energimarkederne, mens ejere af AMBA’er sidder med regningen

Nu er det nye at disse selskaber skal tjekke sig selv?

Det lyder jo fint, at et aktieselskab under et AMBA skal tjene penge – og nok har været stærke til netop det. Men når der så samtidig er skodder mellem AMBA’ets forskellige AS’ere, bliver det problematisk.

Nu ønsker energiministeren, Lars Aagaard, at der skal kigges ind i disse bonusordninger.

Men det skal gøres af de selvsamme formænd og direktører i disse store selskaber – der altså kan danne kaffeklub og snakke lønninger. Lettere tilfældigt flankeret af deres egen interesseorganisation – Green Power Denmark – som samtidig er ministerens tidligere arbejdsgiver.

Jeg ved ikke, hvad en gennemsnitsløn i en almindelig virksomhed i Danmark er. Jeg har dog voldsomt svært ved at finde mange, hvor gennemsnitslønnen har været 2 millioner – men når regnskaber fra flere energiselskaber dukker op, bliver det helt sikkert endnu vildere.