Historiske elpriser – udviklingen gn 10 år
De historiske elpriser måned for måned har set en stærk stigning i især 2021 og 2022. Især sidste kvartal af 2021 så vi skarpe stigninger i elpriserne – herunder vist som priser på DK1 (Jylland og Fyn). 2022 blev voldsomt præget af krigen i Ukraine, hvor især 3. kvartal havde meget høje spotpriser ovenpå en meget tør og ekstrem varm sommer. Lige som det så ud til vi skulle gennem en vinter med knaphed på energi, var vejret dog “med os”, da ekstremt lune efterårs- og vintertemperaturer har guidet os sikkert gennem vinteren uden problemer trods mangel på russisk naturgas (Se fx artikel her fra januar om elpriser udvikling 2023).
Daglige elpriser - Hvordan har elpriserne udviklet sig?
Ser man på dagsgennemsnittet på historiske elpriser for 2013-2022 især, ses den samme stigende tendens. Det er dog her også værd at bide mærke i at tirsdag ser ud til at blive den "dyre" dag i 2022. Om der er tegn på en generel tendens, eller der har været ekstraordinære hændelser, der har sparket til den udvikling, kan jeg ikke sige med sikkerhed.
Men i forhold til energiplanlægning i forbindelse med en energistrategi, kan der måske være noget optimering at hente ved at kigge på fordelingen af energitunge processer eller andet - kan det flyttes til mindre belastede dage, kan der potentielt være besparelser at hente - samtidig med, I hjælper den grønne omstilling ved at forbruge smartere.
Elpriser time for time - årsgennemsnit siden 2018
Danskernes nye nationalsport er nærmest at følge med i elpriserne time for time. Og mange har helt sikkert kunne spare en del ved at optimere ned på det niveau. Samtidig bør man dog både som virksomhed og privat husholdning huske at sætte det i relief ift. andre processer, arbejdsglæde, andre optimeringsmuligheder og tilgængelighed af energi de forskellige tidspunkter. Det er nok de færreste virksomheder, der kan udnytte spotpriserne 100% optimalt, og derfor bør man løfte blikket og ikke kun holde øje med prisen nu kontra hvad var elprisen sidste år - men se det lidt ovenfra og se på det i forbindelse med en bredere risikostyring.
2022 har også her været et ekstremt år, hvor timerne 7-9 og igen 17-22 har været meget høje. 2023 er allerede startet ud med elpris time for time mere medgørlig, hvor "kun" nattetimerne mellem 00 og 05 ser ud til virkelig at kunne give besparelser. Hele Europa har dog været udsat for ekstremt lunt vintervejr, så et billede for al fremtid er det nok ikke endnu. Alle spotpriser kan følges hos Nord Pool - ligeledes kan forwardpriser følges her på siden, hvor jeg forsøger at vise udviklingen i elmarkedet samt tendenser for naturgassen.