Frygt eller forretning? I mine øjne er det tid til at få styr på forretningen. For med Ruslands indtog i Ukraine er hele verden sat på den anden ende. Forsyningskæder bliver presset, energipriser eksploderer og det samme gør mange råvarepriser – senest stoppede handlen med nikkel på børsen i London i dag, hvor den er steget med raketfart. Rusland står for en stor del af verdens råvareudvinding.
Vi kigger ind i en meget svær tid
Vi kommer fra en overophedet situation med galopperende huspriser, meget lav arbejdsløshed og et forbrugersamfund, hvor mange har været vant til at kunne købe løs uden skelen til konsekvenser for hverken pengepung eller prydblomster. Vi lever i Danmark fortsat lidt afskærmet fra disse konsekvenser, som først viser sit grimme ansigt, når prisstigningerne slår igennem helt ude hos forbrugeren.
I øjeblikket kæmper producenter, virksomheder og indkøbere med rasende stigninger i priserne, og dette kommer til at slå igennem hele vejen ned igennem forsyningskæden. Den enkelte kan allerede nu vurdere, om man virkelig har brug for den lyserøde smørskjuler.
Flygt Fight eller styr på Forretningen – Men hvad kan man gøre?
𝗠𝗮𝗻 𝗸𝗮𝗻 𝗳𝗹𝘆𝗴𝘁𝗲 – en løsning kan være, at man simpelthen stopper al forbrug, starter med selvforsyning af så meget som muligt og udbreder en langt mindre grad af kapitalisme. Det er én løsning, som vil medføre lavere omkostninger, i en tid hvor alt vil stige i pris. Man kan også 𝗳𝗶𝗻𝗱𝗲 𝘀𝗶𝘁 𝗙𝗶𝗴𝗵𝘁𝗲𝗿𝗴𝗲𝗻 og tage ekstra arbejde, få ansatte til at løbe endnu hurtigere end de allerede gør. Skrue op for antal sælgere, der kan jagte de næste købere og man kan skære overflødige medarbejdere fra. Skrue op for priserne og sørge for man vinder ordren hver gang. 𝗘𝗹𝗹𝗲𝗿: 𝗙𝗮̊ 𝘀𝘁𝘆𝗿 𝗽𝗮̊ 𝗙𝗼𝗿𝗿𝗲𝘁𝗻𝗶𝗻𝗴𝗲𝗻.
Jeg tænker vi alle kan gå gennem, hvad der faktisk blot er rart at have og hvad der har større betydning for den enkelte – men også for arbejdspladsen og medarbejderne. Lokalisere mulige steder, man kan skære ned på omkostninger. Kan man fx sænke temperaturen inde med et par grader eller gerne mere – er der stor gevinst at høste. Ligeledes kommer solen i disse dage og dermed kan belysning måske sættes til et minimum.
Kan det offentlige overveje kun at have hver 2. gadelampe tændt? Virksomheder rundt omkring kan også med stor fordel nu sørge for at sende pedellen rundt og slukke permanent for udebelysning – det ser flot ud – men verden er vigtigere sted. Kan medarbejderne måske også hente kaffen fra den samme automat, så virksomheden ikke har 10 automater, der kører i døgndrift?
Dét kan tilmed højne det sociale på arbejdspladsen, der nok lider lidt efter Covid-nedlukningerne.
Jeg håber selvfølgelig ikke jeg får ret. Det er klart. Jeg håber de røde brikker bliver slået hjem i Ludo i morgen, når det kommer til kampene i Ukraine. Jeg håber verden igen kan samles om fred og fremgang for forretninger og menneskeheden.
Lad os fokusere på andet end vækst
Men samtidig er dette måske også tidspunktet vi bør gøre op med ordet fremgang og vækst. For har verden brug for det set fra miljøets side? Vi har nok ikke brug for at rydde indkørsler ved hjælp af elektricitet, som man tidligere har været vant til i Norge fordi strømmen var så billig.
Vi har brug for at gentænke, hvad der giver os værdi. Om vi virkelig bliver ”rigere” af en overflod af elektroniske gadges, der flyder rundt på børneværelser og i carporten – om produktionen af disse egentlig er bæredygtig eller som minimum ikke direkte skadelig for planeten. Jeg siger ikke vi nødvendigvis skal stoppe al forbrug – for vi skal også leve. Men vi skal trods alt leve med og sammen med hinanden og i en verden, der har brug for vi tænker cirkulært og ikke blot brug-smid-væk-glem.
Jeg vil virkelig gerne være positiv. Men pt. kigger vi ind i en verden, der kommer til at blive forandret fra den vi blot så for få måneder siden. Især os med egen forretning bliver presset, og især storforbrugere af el, naturgas og andre energiformer.
Men vi KAN gøre noget. Vi kan først og fremmest kigge på os selv. Hvor kan VI rykke noget – for det kan vi SAMMEN. Jeg tror på vi kan rigtig meget sammen.