Eller sådan plejer det da at være ?!?

Høj vind giver lave elpriser. Sådan plejede det at være og dag har vi høj vindproduktion fra møllerne. Som vi gennem PSO-afgift har været og er med til at stille op. Sjælland (DK2) har også meget lave spotpriser i dag.

Når vi kigger på Jylland/Fyn (DK1), er priserne dog markant højere, på grund af vores mange kabler til udlandet. Selvom vi importerer fra “billigere områder” som DK2 og Sverige, hopper DK1 alligevel op og nærmer sig tyske priser, som dog er endnu højere. DK1 eksporterer til netop Tyskland samt Holland og faktisk også Norge – som så sender videre til endnu et “højt prisområde” = England.

Dette ligner fremtiden, idet vi får endnu mere kapacitet til Tyskland næste år samt kabel direkte fra DK1 til England. Producenterne er nok ok med det – men forbrugeren får nu regningerne fra disse kabelkapaciteter, som vi i øvrigt selv har været med til at finansiere via Energinet.

Høj vind giver lave elpriser - sådan plejer det i hvert fald at være.
Lave elpriser i DK2, mens DK1 ligger oppe nær Tyskland og vi ser samtidig Sydnorge have højere priser end os efter frokosttid pga. deres kabel til England. Kilde: nordpoolgroup.com

En fordel?

Energinet skriver omkring kablet til England;

“Elforbindelsen vil give en mere effektiv udnyttelse af vedvarende energi, adgang til bæredyftig elproduktion og øget forsyningssikkerhed. Forbindelsen vil således være en samfundsøkonomisk fordel for begge lande.”

Viking Link

Hvem finder først en elforbruger i Danmark, der er glad for disse prisstigninger? Det er i hvert fald ikke just lave elpriser vi ser for tiden. Jeg tvivler stærkt på, der kommer meget bæredygtig energiproduktion ind fra England til Danmark foreløbig. Men vil da rigtig gerne modbevises?

Saver i egen gren – lave elpriser kun i fortiden

Landet er presset af galopperende inflation, højere renter end før og en snigende stagnation i væksten. Man kan frygte stagflation tilmed.

I energimarkederne sidder vi helt yderst på grenen og er selv i gang med at save i den. Den virker til at knække helt i øjeblikket og de lave elpriser hører fortiden til.

For vi har længe haft spotpriser, der stort set er identiske med de højere tyske elpriser. Fremad kan vi så tilmed se dage, hvor vi ligger opad det højeste område af Tyskland, Holland og England. Det især fordi vi er afhængig af høj vind, som vi tilmed endnu ikke kan lagre i stor udstrækning.

Læs også mit skriv fra december 2021 omhandlende netop konsekvenserne af kabelforbindelser til højere prisområder, hvor det var ved at gå op for Norge, hvilken fremtid de kiggede ind i – det er gået hurtigt med farvellet til lave elpriser i Sydnorge i hvert fald; Engelske elpriser i Norge