Kerneenergi i mulig italiensk comeback, 9. maj’23

Italiens Parlament gav 9. maj ’23 tilsagn til, landet igen kan have kerneenergi som del af energimixet – med potentiale for enorme mængder energi. Det skriver blandt andet Montel.

Den italienske premierminister, har før delt nogle af mine bekymringer om, at vi risikerer at miste en masse industri-virksomheder i Europa, som så blot flytter forbruget til “sortere” energimix, hvis det er billigere der. Det vinder klimaet ikke på, så et skridt i denne retning i forhold til en så relativ stabil og drivhusgasminimal produktion, kan gavne hele Europa på sigt (læs fx denne).

Jeg er ikke enig i, at Greta Thunberg’s ideologi er helt ude i hampen – men der er brug for helt andre midler end pt, såfremt verden vil fortsætte med at forbruge energi på den måde vi gør i dag. Og der virker kerneenergi mere og mere som et must.

We will now discuss with our European partners and evaluate, with the utmost attention, how to include it in the national energy mix of the next decades with the aim of achieving, also with the help of nuclear power, the decarbonisation objectives set by the European Union.

Gilberto Pichetto Fratin, italiensk energiminister

Italien har en historie med atomkraft, der går tilbage til 50’erne. I 1963 startede man byggeriet af den første reaktor, opkaldt efter Enrico Fermi – 300 km nord for Det skæve Tårn i Pisa og mellem storbyerne Milan og Torino.

Enrico Fermi fik Nobelprisen i 1938 for neutron moderation efter danske Niels Bohr fik Nobelprisen i 1922 for hans Atommodel fra 1912 (kilde).

Italien var på det tidspunkt en af de førende nationer i udviklingen af kerneenergi, og i ‘73 stod fire reaktorer færdige, som tilsammen kunne producere omkring 5 GW elektricitet.

(sammenlignet med i dag nogenlunde tilsvarende med, hvad vi kan forvente hele Thor-Vindmølleparken vil producere)

Tjernobyl afskrækkede også Italien

Men i 1986 ramte Tjernobyl katastrofen. Protester mod atomkraft voksede, og i ‘87 besluttede landet at stoppe al yderligere udvikling af atomkraft i Italien. Siden da er alle reaktorer blevet lukket, og landet er i dag delvis afhængig af importeret elektricitet.

Italiens beslutning om at forlade kerneenergi var dog også drevet af økonomiske faktorer. Atomkraftværkerne i Italien var kendt for at være dyre og upålidelige, og de krævede store offentlige subsidier for at kunne overleve. Samtidig havde landet en stor andel af vedvarende energikilder som vandkraft, der var billigere og mere pålidelig.

Tilbagevenden til kerneenergi vækker glæde – kerneenergi fordele og ulemper

Med beslutningen fra det italienske Parlament om igen at åbne for kerneenergi, kan følgende fordele vægtes ind i betragtnigerne:

1. Reduktion af CO2-udledning

Atomkraft er en af de få teknologier, der kan producere store mængder elektricitet uden at udlede drivhusgasser.

Hvis Europa ønsker at nå klimamål og reducere vores afhængighed af fossile brændstoffer, kan atomkraft være et værktøj.

2. Energiuafhængighed

Italien er i dag delvist afhængig af importeret elektricitet. Hvis landet skulle opleve en energikrise i et af dets nabolande, ville det få alvorlige konsekvenser for den italienske økonomi.

Ved at producere elektricitet med atomkraft, kan Italien mindske afhængigheden af eksterne faktorer.

Dog med øje for, at brændslet til reaktorerne heller ikke just gror på træerne.

3. Jobskabelse

Genindførelse af atomkraft i Italien ville skabe tusindvis af nye job i industrien og i støtteindustrier som byggeri og vedligeholdelse. Det kunne have en positiv effekt på den italienske økonomi, især efter en periode med høj arbejdsløshed og økonomisk usikkerhed og den verserende inflation.

Modstand mod atomkraft svinder ind, men er der

Der er dog stadig modstandere af atomkraft, som mener, at teknologien er for farlig og risikabel til at bruge som energikilde. Det er en debat, verden fortsat må tage stilling til, når det kommer til at tackle klimaændringer og sikre en bæredygtig energifremtid.

Italien har i dag stadig en betydelig andel af vedvarende energikilder som vind- og solenergi i sin energimiks. Italien har forpligtet sig til at nå 33% vedvarende energi i sit endelige energiforbrug inden 2030 som en del af EU’s klimamål.

Italiens energifremtid vil derfor sandsynligvis fortsætte med at være fokuseret på vedvarende energikilder. Nu blot også med kerneenergi som en potentiel aktiv del af skridt i den rigtige retning på vegne af klimaet.