MARKEDSRAPPORT. Korrektionen kommer. “Endelig” fristes man til at sige. For det var næsten ikke til at blive ved med at bære, at se de store gevinster hos en del producenter. Men en udmelding fra EU’s side, den østrigske kansler og undertegnede på TV2-nyhederne, kan have fået producenterne til at komme en smule nærmere en virkelighed, hvor faktisk også forbrugerne måske kan komme gennem vinteren.
For priserne var steget absurd meget, og lignede på et tidspunkt “Tulip Mania” – hvor sælgerne måske kom til at flyve for tæt på solen, for at få vingerne brændt. Derfor har priserne i el- og gasmarkedet også sat sig markant de sidste par dage.
Korrektioner er sundt
En korrektion som den vi er vidner til i ovenstående graf, sker heldigvis i de fleste markeder af og til. Især når det har løbet for stærkt for længe. Markedet har brug for at finde sig selv, og producenterne har nok travlt med at sikre nogle gevinster på disse allerede høje niveauer.
Men det sagt, så skal det ikke blive en sovepude hos køberne – for det kan også ende med at være den mulighed, markedet har spejdet efter de sidste mange måneder. Om ikke andet, bør man tage et kig på mulighederne nu efter denne korrektion og holde det op mod de bekymringer og frygten, man som virksomhedsejer eller indkøber havde for blot en uge siden.
Korrektionen kan altså både skyldes producenternes overmod, en reaktion fra efterspørgselssiden eller måske en større korrektion i de finansielle markeder rundt om i verden, efter flere centralbanker som FED og ECB er ude og lufte tankerne om endnu mere drastisk hævelse af renterne, end vi allerede har set.
Det vil naturligt sætte en stopper for investeringslysten rundt omkring, hvilket vil påvirke dampen i mange markeder og det vil sætte en stopper for vores overforbrug af nærmest alt. Godt for klimaet, men måske heller ikke noget, vi skal tilstræbe i al fremtid.