Så er årets negative elpriser for alvor begyndt at vise tænder. Weekenden 13. – 14. april gav meget svingende priser over de 48 timer, hvor timeprisen både kom under -40 øre/kWh og over +90 øre.

Negative elpriser weekend april 2024
Negative elpriser midt på dagen i weekenden 13.-14. april 2024. Kilde: Nordpool

Negative elpriser godt for forbrugeren, men…

DDet er selvklart at negative elpriser er godt for elforbrugeren, men samtidig er det ikke et sundt billede af vores elmarked. For nok er der i tider med negative priser nok strøm – problemet er bare, at der nok også er for meget af den.

Som forbruger virker det ikke som et problem, men kigger man på elnettet, bliver dette presset af den megen svingende produktion – der skal være plads til meget større udsving i nettet, og dette giver også hovedpine hos forbrugeren.

For det er ikke udelukkende den svingende produktion, der betaler gildet for udbygningen af vores elnet – det gør vi alle.

Solcellers værdi mindskes

Som jeg har skrevet om før i fx dette indlæg, er negative priser også gift for solcelleejere. Nok kan mange anlæg efterhånden standses automatisk, når elpriserne går i minus, men der er fortsat incitamentsprogrammer for hr og fru Danmark, der bevirker, at det er smart at lade deres anlæg producere, selvom det umiddelbart ligner en dårlig forretning.

Det drejer sig om de egenproducenter, der er på ordninger, hvor de er blevet lovet en vis afregningspris for solcellestrømmen. Her går jeg selv under, da jeg får omkring 1 krone per kWh solcellestrøm.

Så når elprisen går i minus 50 øre, får jeg stadig 1 krone – og et eller andet sted taber vi så som samfund 1,50 krone / kWh. En dyr fornøjelse, når alle private anlæg under sådanne ordninger tages i betragtning.

Energipriskrisen er ikke ovre

Selvom vi disse dage oplever lavere elpriser end 2022, er krisen ikke helt overstået. For faktum er, at Danmark og det øvrige Europa fortsat er dybt afhængig af udenlands olie, naturgas, LNG osv.

Selvom det i folkemunde måske forstås, som at vi har lukket for hanerne til det russiske naturgas, er faktum altså bare, at vi fortsat importerer uanede mængder fossil energi fra lande udenfor EU – og deriblandt også lande, som omvendt gerne handler med Rusland.

Så snyder vi ikke bare os selv, når vi gerne køber den russiske olie og naturgas gennem lande som fx Tyrkiet?

Det var garanteret billigere blot at importere direkte. Helt fri af Rusland er Europa i hvert fald ikke.