OPDATERING 1. november 2023:

Ørsted oplyser, at de nedskriver med over 28 milliarder – to store vindmølleprojekter i USA skrottes, mens der dog også fastholdes andre projekter “over there”.

Det forlyder, at blandt andet de stigende renter og inflationen er skurken bag nedskrivningerne. Noget der lyder fuldstændig absurd, da enhver med økonomisk kendskab ved, at renter svinger og inflationssikring kan være en ide. Især med så store projekter virker det håbløst, at et så stort selskab åbenbart har kørt samme risiko som en husejer med Kort Rente og belåning til kip uden afdrag på banklånet og fuld smadder på forbrug til rejser og materielle goder. Læs også artiklen hos Finans om nedskrivningerne.

Der tegner et billede af, at mange vindprojekter i USA og andre steder står og falder med skatterabatter, støtteordninger og altså øjensynligt tilfældigheder og inflationstakten. Et presset marked på den front.

Samtidige problemer for Siemens Energy

Også Siemens Energy er presset maksimalt for tiden, hvor aktien tabte over 35% torsdag 26. oktober ifølge Euroinvestor. Dermed står hele vindbranchen overfor store problemer, mens det selvfølgelig kan være positiv for Vestas, at der er problemer hos konkurrenten. Men et sundt investeringsmiljø er det ikke.

oPRINDELIG ARTIKEL FRA 30. AUGUST:

Ørsted nedskriver for milliarder i USA ovenpå høje inflationsomkostninger, stigende renter, forsinkelser og “projektspicifikke omkostninger” fra havvind-projekter. Det tegner skidt for aktier på den grønne gren (skriver bl.a. TV2).

Ørsteds aktie er fra 1. august 2023 til 1. september 2023 faldet med omkring 24%, hvilket ikke blot er skidt for aktionærerne, men også os alle i Danmark, da den danske stat fortsat er den suverænt største investor med en ejerandel på 50,1%.

Dermed taber Danmark omkring 55 milliarder på den sidste måned som følge af Orsted-aktienedturen.

Ikke kun Ørsted rammes

Ørsted er en energi-kæmpe på det danske marked, trods de har rigtig meget aktivitet udenfor landet også. Men fx Andel har store aktieposter i Ørsted og har ridt på en bølge af gode resultater de sidste mange år, hvilket dog ser ud til at kunne få en ende med de store nedskrivninger.

Andel er ikke det eneste energiselskab, der i Danmark er medejer af den statsejede koncern, og det er bekymrende, da vi hermed netop får drøje hug til producenter pludseligt.

I 2022 tabte forbrugerne stort, og nu producenter. Samtidig strømmer det fortsat ind med profit hos de spekulative trading huse, der blot flytter energi rundt omkring. Disse bidrager ikke med penge til elnet eller andet offentlige nødvendigheder, og elmarkedet og gasmarkedet malkes altså fortsat. En tikkende bombe under vores samfund efter min mening.

Og det udover at staten altså i august 2023 har tabt halvdelen af de 55 milliarder de 24% i tab har resulteret i indtil videre.

Ørsted aktiekurs gennem august 2023
Drøje hug til aktien og den danske stat i august 2023

Vindenergi-branchen under pres

Vindenergien er altså under pres fra flere sider nu, hvor også udskydningen af energiøerne betyder længere udsigt til mere havvind-kapacitet, mens nedskrivningen hos Ørsted – det der tidligere hed DONG Energy, som stod for Dansk Olie & Naturgas A/S også sender rystelser gennem vindbranchen.

Det hjælper ikke på sagen, at “hc Ørsted selskabet” tilmed er dybt afhængige af skatterabat i USA mht deres investeringer i havvind “over there”, og kan en forretning ikke løbe rundt uden store statstilskud, er der noget at sætte spørgsmålstegn ved.

En verden “that runs entirely on green energy” virker mere og mere som et utopia. Der er simpelthen brug for atomkraft i debatten, og samtidig bør man som forbrugende virksomhed være opmærksomme på de stigende risici, selvom det er svært at forholde sig til, mens vi har relativt lave elpriser efter en sommer med rekordlave elpriser time for time.

Spørgsmålet er, om staten reelt er for meget bundet op på de ejerandele, vi alle ejer i Ørsted, og dette måske skygger for investering i atomenergi – noget tyder på, at befolkningen i hvert fald har ændret holdning. Måske Klima- og Energiministeren skulle overveje at løfte blikket også.

Frasalg fra statens beholdning?

Det har tidligere være luftet, blandt andet fra Venstre, at man burde overveje at sælge ejerandele fra den danske stats beholdning. I 2022 så det ud til at være en dårlig overvejelse, men nu må det alt andet lige være et andet spørgsmål.

Det er dog ikke ensbetydende med vi skal kaste hele aktieselskabet på hovedet ud af døren, for staten skal tænke langsigtet – det kunne dog være belejligt at genvurdere, om selskabet virkelig udelukkende skal arbejde på mål om vind, sol, biomasse og energilagring – måske kunne man som stat også kigge på atomkraft i forbindelse med den store aktiepost i Ørsted.

Ofte stillede spørgsmål

Hvem ejer Ørsted i dag?

Den danske stat ejer 50,1% af Ørsted og er altså den langt største ejer.
Derudover ejer det danske andelsselskab Andel 5%, mens også andre mindre danske energiselskaber har ejerandele.

Ørsted aktiens ejere pr 31. december
Ejere af Ørsted-aktier pr. 31. december 2022 (Se opdaterede ejerandele her)

Er SEAS og Ørsted det samme?

Nej. Ørsted er et selvstændigt energiselskab, hvoraf 5% dog ejes af det andelsejede Andel A.M.B.A. som SEAS / SEAS-NVE har skiftet navn til.

Hvad arbejder Ørsted med?

Det er energiselskab, der arbejder for en verden, der udelukkende kører på grøn energi.
De skriver på hjemmesiden, at de altså arbejder med vind, sol, brint, biomasse og energilagringsteknologier.